MUSIK OG DRAMA
Kom og vær med til at skabe teatermagi
Hvis du kan lide fællesskab, kreativitet, og er klar til at ofre (teater)blod, sved og tårer for et helt utroligt samarbejde, så er dette hold noget for dig
Drama- og musicalholdet henvender sig til alle der har lyst til at kaste sig ud i drama, sang og skuespil. Om du har spillet skuespil før, eller om du er helt ny, gør ingen forskel. Bare du har mod på at kaste dig ud i det og få en oplevelse for livet sammen med andre unge, der, lige som dig, brænder for at spille skuespil.
På dramaholdet leger vi dramalege og hygger, og vi snuser til, hvordan det er at være med i en rigtig teaterproduktion. Du kommer til at se nærmere på forskellige teaterteknikker, og lære en masse gode tricks til, hvordan man gør sit skuespil meget mere levende og spændende. Om vi spiller teater eller musicals beslutter vi sammen på holdet, og der er altid roller til både dem, der kan lide at synge, og dem der ikke har lyst.
Vi har to events på dramaholdet: Vores Haunted House til Halloween og vores forårs-forestilling.
Dette års forestilling spiller i uge 14, og vi øver hele ugen op til forestillingen, så vi kan gå all in med lys, lyd, effekter og musik. Det er en super sjov uge, hvor forestillingen virkelig falder på plads, og hvor vi ser resultatet af vores fantastiske samarbejde.
Vi spiller og øver i Templet